lørdag den 25. august 2012

Mindfulness - hvad er det egentlig for noget?




En veninde jeg har lært at kende gennem mindfulness-kurset, jeg deltog på i foråret, og jeg har snakket en del om, at selve ordet MINDFULNESS måske kan skræmme nogle væk, fordi det lyder sådan lidt trend-agtigt. Det skræmte nu ikke mig væk, men jeg kan godt fornemme, hvis jeg skal prøve at forklare nogle om det, at de har sådan en "hvad er dog det for noget"-agtig holdning til det. Veninden og jeg har prøvet at finde et andet ord for det, men det er lidt svært.....noget ala "Et liv i nærvær", kunne det måske være.

Jeg har fundet mine svar frem fra en afslutningsopgave, vi skulle skrive på mindfulness-forløbet - spørgsmålet lyder således:

Hvad er grundtanken i mindfulness? Beskriv dine tanker om, hvad mindfulness er for dig? Her kommer mit svar.....

Grundtanken ved mindfulness er at være fuldt ud til stede lige her og lige nu.
Mindfulness er for mig en slags livsstil - når man har fået øjnene op for mindfulness, bliver det ganske enkelt bare en del af én.
Det er en livsstil, der får mig til at være mere nærværende hver dag - overfor mine børn, min kæreste, mine venner/veninder - overfor mig selv. Jeg er begyndt at lytte til, hvordan jeg har det - mit sind, min krop, hele mig - og jeg accepterer mig selv for, hvordan jeg har det lige nu og her, uden at bedømme. Jeg tager med åbent sind imod, hvad dagen bringer, gør mig ingen bekymringer om, hvad der skal ske i morgen. På den måde kan jeg især møde mine 3 børn lige der, hvor de er nu og her - og lige netop på det område sker der små mirakler hver dag, når de mærker, at jeg er fuldt tilstede........

Og nej, det er bliver jo ikke bare så enkelt på én dag - jeg øver mig stadig hver dag, men jeg er nået RIGTIG langt i forhold til, før jeg kendte til værktøjerne bag mindfulness. Men livet er en lang læreproces, og det er jo også ganske dejligt hele tiden at være i gang med selvudvikling.

Grunden til at jeg har sat et billede på af vores kat Orla er, at vi kan lære rigtig meget af dyr - de har en dejlig rolig måde at være på - jeg kan blive helt mindful, når jeg ser på vores katte, der ligger og slapper af. Vi kan ikke slappe af hele dagen, og sådan skal det jo heller ikke være, men der skal være tid til BARE AT VÆRE i løbet af dagen. Der behøver ikke at ske noget hele tiden - og selvom man ligger og slapper af, behøver man heller ikke være i gang med at tænke eller læse eller høre musik...........stilhed og absolut at lave ingenting men bare at være.........

2 kommentarer:

  1. Spændende at læse dine overvejelser og erfaringer med mindfulness- hvad det er for dig.

    SvarSlet