onsdag den 19. december 2012

Om kreativitet, priser og valg


Jeg tror mange kreative mennesker har gjort sig tanker om priserne på det, de har skabt. Om det er malerier, skulpturer, tøj, smykker eller hvad det nu måtte være, så kan det med at fastsætte nogle priser på ens kreationer være et emne, der skaber store frustrationer i éns indre. Nogle mennesker afholder sig måske helt fra at sælge deres smukke og unikke ting, fordi det simpelthen skaber en for stor frygt og konflikt i sindet. Jeg har ofte selv stået i situationer, hvor folk har spurgt, hvad et bestemt maleri kostede, og de så har sagt, at det var ALT for dyrt. Tidligere kunne mine forskellige ego'er så træde frem fra deres skjul og banke mig i hovedet med sætninger som "Jamen måske er mine malerier heller ikke gode nok til den pris".......og......"det er nok mig, der er noget galt med", men i dag tager jeg det heldigvis ikke personligt, og jeg ved, at mine priser er okay. Og det er jo et valg, vi som mennesker kan tage. Vil jeg bruge 5.000 kroner på et maleri, der er lagt mange timer i, og som ikke findes magen til, eller vil jeg hellere anskaffe mig feks en i-phone? Det er jo fuldt ud forståeligt, og det er et valg, man må tage.
Skabende selvstændige mennesker må vælge at sætte nogle priser på deres værker - uanset om kunsten er abstrakt, landskabsmalerier, naivt og barnligt. Det er skabt ud fra en idé, der er kommet til det kreative menneske, og ført ud i livet i form af et stykke kunst, der er blevet vendt og drejet og brugt mange timer på, og som nu kan købes i dette ene eksemplar.
Kreative mennesker er arbejdende mennesker, ligesom kontorasssistenten, direktøren, piloten, pædagogen........og skal have løn for at få livet til at hænge sammen på lige fod med alle andre
♥♥♥

Ingen kommentarer:

Send en kommentar