fredag den 31. maj 2013

Styrke


Dengang jeg så småt startede med at sætte mine håndlavede ting til salg, skulle der ikke meget til at vælte mig om kuld. For det var jo meget personligt sådan at lægge sine ting offentligt ud. Og hvad nu hvis folk synes, det var grimt, og hvad hvis det nu ikke var godt nok.....der var mange tanker, der gjorde at tingene blev stående lidt. Gradvist overvandt jeg min frygt, lagde billeder på nettet - trendsales startede jeg med, og solgte mine ting rigtig billigt. Jeg åbnede døren til mit lille galleri - satte skilt ud ved vejen. Det var store fremskridt for mig. Engang var en far til en af børnenes venner inde for at kigge i galleriet og kiggede interesseret på et af mine portrætter på A4 papir - tegnet med blyant i hånden, og han udbrød "300,-kr for en blyantstegning - hold da op det er dyrt for et stykke papir". Og sårbar og nærtagende som jeg var, kom min hjerne på overarbejde, og mit mod forsvandt lige så stille. Og nej, her skulle jeg dælme ikke invitere nogle ind mere. Men det gjorde jeg jo alligevel.
Siden da har jeg oplevet mange episoder, hvor mit mod blev sat på en prøve, men det handler om at finde sin styrke frem, stå ved sig selv og det man skaber, uanset om det er smukke detaljerede blomstermalerier eller den barnlige og naive streg, der ofte er i mine billeder - eller hvis du skaber noget helt andet end malerier. For vi mennesker er jo heldigvis så forskellige, så der er plads til det hele - det barnlige, det skøre, det smukke, det enkle.....
FOLD DIG UD

Ingen kommentarer:

Send en kommentar