lørdag den 27. februar 2016

Kunstudstilling på Residens Møen







Onsdag og torsdag satte jeg udstilling op hos Residens Møen (Ferie- og konferencested) i Stege. Stedet har været under opbygning i et års tid, og i fredags var der åbningsreception, og håndværkerne arbejdede på liv løs, mens jeg var der. Derfor ses nogle af mine billeder sammen med lidt byggematerialer, men det var super hyggeligt at gå i byggeatmosfæren blandt glade håndværkere, der brændte for at gøre projektet klar til fredagens åbning.
Der hænger flere billeder end vist her, så hvis du er på de kanter, så besøg stedet - der er dejlige ferielejligheder i flere størrelser, som virkelig er dejligt indrettet med sjæl. Der er mulighed for at afholde møder og andre arrangementer der (se mere på www.residensmoen.dk) og snart åbner der også en café/restaurant på stedet.
Jeg får snart mulighed for at hænge flere malerier op, når resten af bygningen er færdig. Det glæder jeg mig meget til, og ser det som en stor og dejlig mulighed for mig at udstille der.

mandag den 22. februar 2016

Kreative børn ~ graffitikunst & træningsrum

 
 






 
 




Nyt hjem, vinterferie, kærlighed & forkælelse


 
 
 



 
 
Vi har haft vinterferie ~ mine 3 drenge og jeg. Det passede så fint med, at vi flyttede til vores nye hjem, så vi kunne bruge vinterferien til at vænne os til alt det nye stille og roligt. Og ældstesønnen har været hjemme i hele 4 dage fra Esbjerg, hvor han spiller fodbold, går i skole og bor til hverdag. Jeg har nydt at have mine børn samlet hvert et minut her i ferien. Vi har ikke haft nogle planer, men har hygget os hjemme og lavet det, der lige faldt os ind. Været på opdagelse i laderne, der ligger rundt om huset, gået tur, jeg er blevet forkælet med dejlig mad, som drengene meget har stået for af egen lyst. Jeg har nydt at se, hvordan de har brugt deres kreative side ved at skabe et hjemmegjort træningsrum i en lade af ting, de har fundet rundt omkring på ejendommen, og hvordan træningsrummet også kunne få åbnet deres kreativitet for at skabe graffitikunst, som både er blevet hængt op i træningsrummet og på mellemstesønnens værelse.
Som kreativ sjæl, kreativ inspirator og mor, gjorde det mig virkelig glad at se, hvordan de fordybede sig hver især og sammen.........og selv fik idéerne og gik i gang.
I en travl hverdag er der sjældent tid og indre ro til at mærke sig selv og lytte til de idéer, der banker på og gerne vil udfoldes...........og derfor mener jeg, at weekender og ferier absolut ikke behøver at fyldes op med en stram aktivitetsplan.........giv plads til stilhed, ro, og dage, der giver plads til, at man gør det, der lige falder én ind :-) Mange er bange for stilheden, og dét at der ikke er nogle planer......stilheden kan være meget skræmmende for en del mennesker. Stilheden kan nemt blive betragtet som værende kedelig, men at kede sig er et valg. Man kan vælge at lade stilhed, ro og TID være SPÆNDENDE og give dejlige MULIGHEDER for at mærke sig selv og følge sin intuition/sin indre stemme :-) 

torsdag den 11. februar 2016

Udstilling ned ~ og udstilling op :-)

 
I dag har jeg taget min udstilling hos Tandplejen i Vordingborg ned ~ et sted jeg virkelig har været glad for at udstille, og hvor jeg har kunne besøge mine billeder, hver gang jeg skulle med min søn til tandplejen. Super søde medarbejdere og god stemning :-)
 
Jeg blev for nogle uger siden kontaktet af Residens Møn, et nyt ferie- og konferencecenter i Stege, om jeg havde lyst til at udstille nogle af mine malerier hos dem. Og det så jeg som en dejlig mulighed, og jeg sætter billeder op i uge 8.
Viser jer lige lidt billeder af det skønne udstillingssted, som jeg glæder mig meget til at præge med mine malerier. Skal nok dele lidt billeder af selve udstillingen, når jeg er færdig med at hænge malerierne op.
 
Se mere om Residens Møn på www.residensmoen.dk 




onsdag den 10. februar 2016


Et kreativt rum


Jeg møder en del mennesker, der rigtig gerne vil være kreative, men ikke rigtig har et sted, hvor det kan lade sig gøre. Når jeg spørger mere ind til, hvorfor det ikke kan lade sig gøre, er der mange forskellige svar (........undskyldninger......smiler kærligt)

- manden bruger det ekstra værelse som kontor
- datteren har nogle ting stående, selvom hun er flyttet hjemmefra for længst, og tingene skal først flyttes eller sælges, og det orker man ikke lige
- hjørnet i reposen kunne være et oplagt sted, men det går min mand ALDRIG med til
- én er måske så heldig at have en mand, der synes det er fint, at hendes kunstnermaterialer ligger på hele spisebordet, hun kan bare ikke komme rigtigt i gang, for det ville være meget hyggeligere, hvis hendes døtre/sønner også  ville være kreative sammen med hende.

Men når man ser på MULIGHEDERNE frem for begrænsningerne, og mærker efter i sit hjerte, om det ville være en glæde at skabe et sted, hvor man kan folde sig ud med det, man nu brænder for (syning, maling, træskæreri, smykkefremstilling, tegning ol.), så vil det altid være muligt at følge sit hjerte. Og der sker noget vidunderligt, når man gør det ~ man kommer i kontakt med sin sjæl, føler sig levende, er til stede i nu'et og glemmer tanker om fortid og fremtid, som vi mennesker er så 'gode' til at køre rundt i i tankerne. Der er fokus på her og nu, og det er rigtig sundt for os. Jeg kender både børn og voksne, der har arbejdet sig ud af sorg, ulykkelighed, depression ved at arbejde kreativt og fordybe sig. Det er en slags meditation og selvhealing.

På min egen kreative rejse har jeg haft forskellige kreative pladser.
-som barn og ung mit eget dejlige værelse, hvor jeg elskede at sidde i fred og ro og tegne og skrive.
-de jeg var gift og havde små børn foregik det midt i stuen, hvor vi havde et krea-skab med alle mulige forskellige ting til kreative aktiviteter. Tit sad jeg og nørklede sammen med børnene. Vi skabte også ting i fællesskab. Jeg sad også alene, hvor de legede ved siden af eller på et værelse i nærheden. Nogle gange tog de selv ting frem fra skabet og lod fantasien folde sig ud, fordybet i deres eget univers 
-efter mine børn blev større havde jeg et lille værelse, hvor jeg begyndte med akrylmalerierne.
-da de blev lidt større og jeg blev alene-mor, så brugte jeg et stort rum i et udhus ~ gjorde det rigtig fint og hyggeligt, og startede også med at undervise i at skabe malerier.
-nu er vi lige ved at flytte, og jeg får nu et mindre rum til kreativt rum. Et dejligt lyst rum (efter jeg har malet det og udlejer har sørget for nyt gulv) med højt til loftet. Jeg glæder mig til at indrette det og rigtig skabe krea-hygge dér.

Nogle finder også ud af at sætte et gardin op i et hjørne i stuen eller gangen, og skaber sig et rum dér til kreative sysler. Mulighederne er mange.

Et godt råd ~ åben op for dine tanker og idéer overfor dine medmennesker. Fortæl hvad det vil betyde for dig at få et sådan sted til dig selv. Når vi med åbenhed fortæller andre om vores drømme og idéer, så vil de ofte lytte og få lyst til at hjælpe. De begrænsende og negative tanker om, at andre med garanti ikke vil støtte os, og at vi lige så godt kan lade være med at snakke med dem om det ~ det er blot tanker inde i os. De tanker er ikke virkelige. Måske frygter vi at åbne op og fortælle andre om, hvad vores sjæl skriger på, men vi må gå ind i frygten og åbne op alligevel. På den måde kommer vi et lille skridt videre, og med garanti vil vi føle os styrkede over, at vi vovede at åbne op.

Som I kan se på billederne nedenunder, taget med min mobiltlf. i mit nye krea-rum i dag, er jeg slet ikke kommet så langt, og der vil nok gå noget tid, før jeg for alvor kommer i gang med det. Men undervejs vil jeg dele lidt billeder her på bloggen.

Jeg håber så inderligt, at du vil give dig selv den gave at skabe et rum til dig, hvor du kan folde dine idéer ud :-) og skulle du blive inspireret til at gå i gang nu, samtidig med mig, så skal du være så hjertelig velkommen til at dele billeder af dit rum med mig. Det kan du gøre på gittebarlev@gmail.com. Hvis du også har lyst til at dine billeder bliver delt på min blog samt en lille beskrivelse af dig og det, du laver (måske har du lavet en hjemmeside?), så lad mig endelig vide besked. At dele med hinanden og inspirere er en fantastisk ting, og måske giver det andre et skub til at komme i gang med deres drømme :-)




onsdag den 3. februar 2016

Et nyt kapitel ~ nye muligheder



De er ikke så inspirerende de billeder jeg viser her. Blot for at fortælle, at vi er i gang med at flytte, så derfor er her lidt stille. Der er rigtig meget, jeg skal tage mig af ifm salg af hus, istandsættelse af vores nye hjem og familien skal jo også plejes ☺faktisk er det nok mest dem, der plejer mig i disse dage, for min ryg har reageret med en blokering efter al det arbejde, så lige nu føler jeg mig son prinsrssen på ærten, der bliver plejet kærligt af mine prinser......og min søde far ☺ 
Det er lidt vemodigt at gå i mit tomme værksted/atelier og galleri, men også en dejlig tanke, at huset vil få ny og kærlig energi fra de nye ejere. Og spændende hvad vores nye hjem bringer af muligheder og oplevelser.
Jeg er stolt af det, jeg har bygget op her både som kreativt menneske og mor. Mine drenge og jeg har haft nogle dejlige år her - blevet bundet tæt sammen i medgang og modgang, og det vil vi altid bevare i vores hjerter og i vores forhold til hinanden.
Jeg er så klar til et nyt kapitel ~ åben for nye muligheder ❤