onsdag den 10. februar 2016

Et kreativt rum


Jeg møder en del mennesker, der rigtig gerne vil være kreative, men ikke rigtig har et sted, hvor det kan lade sig gøre. Når jeg spørger mere ind til, hvorfor det ikke kan lade sig gøre, er der mange forskellige svar (........undskyldninger......smiler kærligt)

- manden bruger det ekstra værelse som kontor
- datteren har nogle ting stående, selvom hun er flyttet hjemmefra for længst, og tingene skal først flyttes eller sælges, og det orker man ikke lige
- hjørnet i reposen kunne være et oplagt sted, men det går min mand ALDRIG med til
- én er måske så heldig at have en mand, der synes det er fint, at hendes kunstnermaterialer ligger på hele spisebordet, hun kan bare ikke komme rigtigt i gang, for det ville være meget hyggeligere, hvis hendes døtre/sønner også  ville være kreative sammen med hende.

Men når man ser på MULIGHEDERNE frem for begrænsningerne, og mærker efter i sit hjerte, om det ville være en glæde at skabe et sted, hvor man kan folde sig ud med det, man nu brænder for (syning, maling, træskæreri, smykkefremstilling, tegning ol.), så vil det altid være muligt at følge sit hjerte. Og der sker noget vidunderligt, når man gør det ~ man kommer i kontakt med sin sjæl, føler sig levende, er til stede i nu'et og glemmer tanker om fortid og fremtid, som vi mennesker er så 'gode' til at køre rundt i i tankerne. Der er fokus på her og nu, og det er rigtig sundt for os. Jeg kender både børn og voksne, der har arbejdet sig ud af sorg, ulykkelighed, depression ved at arbejde kreativt og fordybe sig. Det er en slags meditation og selvhealing.

På min egen kreative rejse har jeg haft forskellige kreative pladser.
-som barn og ung mit eget dejlige værelse, hvor jeg elskede at sidde i fred og ro og tegne og skrive.
-de jeg var gift og havde små børn foregik det midt i stuen, hvor vi havde et krea-skab med alle mulige forskellige ting til kreative aktiviteter. Tit sad jeg og nørklede sammen med børnene. Vi skabte også ting i fællesskab. Jeg sad også alene, hvor de legede ved siden af eller på et værelse i nærheden. Nogle gange tog de selv ting frem fra skabet og lod fantasien folde sig ud, fordybet i deres eget univers 
-efter mine børn blev større havde jeg et lille værelse, hvor jeg begyndte med akrylmalerierne.
-da de blev lidt større og jeg blev alene-mor, så brugte jeg et stort rum i et udhus ~ gjorde det rigtig fint og hyggeligt, og startede også med at undervise i at skabe malerier.
-nu er vi lige ved at flytte, og jeg får nu et mindre rum til kreativt rum. Et dejligt lyst rum (efter jeg har malet det og udlejer har sørget for nyt gulv) med højt til loftet. Jeg glæder mig til at indrette det og rigtig skabe krea-hygge dér.

Nogle finder også ud af at sætte et gardin op i et hjørne i stuen eller gangen, og skaber sig et rum dér til kreative sysler. Mulighederne er mange.

Et godt råd ~ åben op for dine tanker og idéer overfor dine medmennesker. Fortæl hvad det vil betyde for dig at få et sådan sted til dig selv. Når vi med åbenhed fortæller andre om vores drømme og idéer, så vil de ofte lytte og få lyst til at hjælpe. De begrænsende og negative tanker om, at andre med garanti ikke vil støtte os, og at vi lige så godt kan lade være med at snakke med dem om det ~ det er blot tanker inde i os. De tanker er ikke virkelige. Måske frygter vi at åbne op og fortælle andre om, hvad vores sjæl skriger på, men vi må gå ind i frygten og åbne op alligevel. På den måde kommer vi et lille skridt videre, og med garanti vil vi føle os styrkede over, at vi vovede at åbne op.

Som I kan se på billederne nedenunder, taget med min mobiltlf. i mit nye krea-rum i dag, er jeg slet ikke kommet så langt, og der vil nok gå noget tid, før jeg for alvor kommer i gang med det. Men undervejs vil jeg dele lidt billeder her på bloggen.

Jeg håber så inderligt, at du vil give dig selv den gave at skabe et rum til dig, hvor du kan folde dine idéer ud :-) og skulle du blive inspireret til at gå i gang nu, samtidig med mig, så skal du være så hjertelig velkommen til at dele billeder af dit rum med mig. Det kan du gøre på gittebarlev@gmail.com. Hvis du også har lyst til at dine billeder bliver delt på min blog samt en lille beskrivelse af dig og det, du laver (måske har du lavet en hjemmeside?), så lad mig endelig vide besked. At dele med hinanden og inspirere er en fantastisk ting, og måske giver det andre et skub til at komme i gang med deres drømme :-)




2 kommentarer:

  1. Kære Gitte, det var da en fabelagtig god ide, at dele beskrivelser/billeder af folks værksteder/krea-rum!
    Det var noget, jeg glædede mig meget til ved at flytte, at få mit eget værksted, forstået på den måde, at jeg godt var klar over at jeg ikke ville få mit eget værelse,,, men mit eget sted/bord og det er blevet lige midt i stuen! Det er vildt hyggeligt. Jeg kan sidde der, og være midt i familien. Og om formiddagene er jeg alene og har arbejdsro.
    Lige nu sejler hele vores stue dog af køkkengrej, fordi nogen renoverer noget i køkkenet. Men når det er fikset, skal jeg bare helt på plads.
    Så dejligt at høre om dit nye sted. :-)
    Kærligst Lotte
    (pt. uden blog, det går da slet ikke :O))

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lotte,
      Åhhhh det lyder også hyggeligt lige midt i stuen, blandt familien, Lotte :-) Og det kan jeg jo se på dine billeder på instagram. Så hyggeligt at følge dig dér. Hvem ved, måske starter du blog på et tidspunkt igen. Pauser er sunde :-)
      Mit nye arbejdsværelse er også et åbent rum ved siden af køkken, gang og stue, men jeg har mulighed for at lukke det af med en dør i den ene ende og en skydedør med glas (og måske et gardin med tiden) i den anden ende. Men her kan jeg arbejde midt mens familien hygger sig med andre ting, uden at skulle ud af huset og over i en mørk bygning. Og så kan rummet stå åbent også når vi har gæster, og folk skal være så hjertelig velkomne til at gå ind og kigge og blive inspireret. En slags kombineret arbejdsværelse/showroom/galleri. Tror det bliver sååååå godt :-)
      Del endelig et billede med mig, når jeres køkken er fikset og dit krea-rum er på plads igen :-)
      De bedste hilsner fra Gitte

      Slet