mandag den 25. april 2016

Oprydning i arbejdsrum og en gør-det-selv galleri-reol :-)










For noget tid siden viste jeg lidt billeder fra mit nye arbejdsværelse her i vores nye hjem. At gå fra et enormt rum til et lille rum, har været lidt udfordrende, men rummet i sig selv har jeg hele tiden kunne føle en helt speciel energi til. Da vi flyttede ind, var der et gammelt mørkt tapet samt gulvtæppe på, men efter jeg fik malet væggene hvide og fik lagt et nyt lyst gulv, blev det straks et helt andet rum. Og der er meget højt til loftet her. Men der er en del at se til i et nyt hjem, og jeg kastede mig ud i både at tage på en uges kursus samt holde male-kursus for børn lige efter, vi var flyttet ind.

Jeg har været lidt kreativt blokeret på det sidste, men i går fik jeg en super god idé (synes jeg selv ;-) smiler..... ), om at bruge nogle brædder og mursten til en galleri-reol, således at rummet bliver en slags galleri / showroom også. Jeg har tanker om at holde Åbent Hus ind i mellem, og derfor ville jeg gerne gøre rummet færdigt og hyggeligt.

Så jeg gik i gang med forårsrengøring, oprydning og fik lavet min reol, som jeg synes blev super god. Brædder og sten fandt jeg i én af laderne, hvor den tidligere ejer har haft fået idéen til opbevaringshylde, så jeg tog nogle af materialerne fra den reol, bar ind i mit rum og gav brædderne en gang hvid maling. Jeg holder meget af at genbruge ting, og få kreative idéer ud af de materialer, man allerede har til rådighed, og er meget glad for min nye reol :-)

Som lovet viser jeg også billeder fra mit færdige arbejdsrum, sådan som det ser ud lige nu i hvert fald :-) Nu er det klar til at kreativiteten kan blomstre på ny, og jeg glæder mig til at skabe nye malerier :-) I det store skab med det hvide stofforhæng gemmer jeg forresten nogle af mine materialer ;-)

Og blomster fra haven i diverse kulører får mig til at smile og blive inspireret :-)

2 kommentarer:

  1. Lotte, langsom...26. april 2016 kl. 08.15

    Det er simpelthen så dejligt og inspirerende at læse om dine kreative processer og hvordan du skaber rum!
    Jeg fik jo selv etableret et arbejdsbord midt i stuen, men eftersom jeg stort set aldrig er alene hjemme, så duede det ikke. Så nu er det flyttet ind i soveværelset. Og er fyldt med vasketøj, der skal lægges sammen! Åha, jeg synes virkelig det er en udfordring at "tage sig plads" og respektere sit eget sted. Der er ingen andre end mig selv, der saboterer det, suk.
    Så din oprydning er virkelig en inspiration og indspark.
    Tak Gitte, for at du deler!
    Knus :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Også tak for at dele, kære Lotte 😊 det kan være svært at finde ro og et sted, hvor man kan fordybe sig, ja. Og for os introverte/særlig sensitive er det jo lidt vigtigt med ro ind imellem, når der er lidt for meget virvar omkring os. Det er en proces. Også at acceptere, at det sensitive er en del af os og accepten og erkendelsen af, at vi har brug for et roligt sted, hvor vi kan trække os tilbage og genoplade 'batterierne' og fordybe os 😊 og bor man småt, kan det selvfølgelig være svært sådan at finde sin helt egen plads. Men også en mulighed for at tænke kreative løsninger. Da jeg solgte mit hus, tænkte jeg, at hvis vi endte med at leje et mindre hus, ville jeg anskaffe mig en billig og brugt skurvogn, som jeg ville sætte i stand og bruge som et Gitte-rum. Gøre den super hyggelig med altankasser og såd'n. Men det blev ikke aktuelt lige nu, men mulighederne er da tilstede, når man sådan tænker kreative løsninger.....smiler....
      Håber du finder ro på dit sted, så du kan få noget Lotte-gudinde-fordybelses-tid 😉 knus fra Gitte

      Slet