onsdag den 11. januar 2017

På eventyr til De Dansk Vestindiske Øer / Jomfruøerne


Den 23. december 2016 tog min familie og jeg (mine 3 drenge og mine forældre) afsted på eventyr til St. Croix & St. Thomas ~ 1 uge på hver af øerne.
Jeg har længe haft lyst til at opleve mere af verden sammen med mine drenge, og det ønske gik nu i opfyldelse, og passede nogenlunde ind i deres juleferie. 
Vi har tidligere været på Fuerteventura, Cap Verde, Egypten og Tyrkiet, men det har mere været charterrejse, og denne rejse skulle være et opdagelseseventyr, og det blev det :-)




St. Croix & St. Thomas (og St. John) bliver af danskerne kaldt De Dansk Vestindiske øer, fordi de tilbage i 1700 tallet var ejet af Danmark. Øerne er nu ejet af USA og bliver kaldt Jomfruøerne eller US Virginislands :-)

Her kommer en lille rejseberetning for interesserede:

Udsigt over Christiansted fra vores hotel

Vi startede med at bo på et lille hyggeligt hotel i Christiansted på St. Croix. Det lå super hyggeligt ned til havnen med barer og restauranter og små gader med forretninger. Vi havde lejet en bil, og kørte rundt på den smukke og frodige ø. Vi kørte i bjerge, var ved dejlige strande og bade og snorkle, så lidt regnskov, besøgte et frilandsmuseum, hvor man kunne få indblik i tiden dengang øen tilhørte Danmark, og om slavernes liv og livet på en sukkerplantage. (Estate Whim)






Billeder fra Estate Whim frilandsmuseum

Vi var også på bådtur til Buck Island, der er omkranset af koralrev, og hvor mine 2 ældste drenge var ude på deres første rigtige snorkeltur på dybt vand, under opsyn og vejledning fra bådens ansatte. Min far på 70 år vovede sig også lidt ud med snorkelmaske på, og var bagefter super glad for, at han havde gjort det.
Vi fik også mulighed for at komme i land og bade på én af de smukkeste hvide sandstrande, jeg nogensinde har set. 


Billeder fra Buck Island

På St. Croix oplever man at se en hel del på dansk ~ mange byer og gadenavne er bevaret fra dengang, Danmark ejede øerne. Det er en helt særlig oplevelse at gå rundt i gaderne med danske navne. Selv nogle af restauranterne har en dansk udgave af menukortet (en oplevelse i sig selv, da oversættelsen ikke altid er korrekt og giver anledning til smil)


I Christiansted ligger fortet "Fort Christiansværn", som blev bygget af danskerne, da øen blev købt i 1733. Fortet blev bygget som beskyttelse for udefrakommende fjender og pirater. De tusindvis af gule mursted blev importeret hele vejen fra Danmark, så byggeriet tog en hel del år.
Det var lidt sjovt at se fortet, og oven i købet bo lige i gåafstand derfra, da det er her julekalenderen "Nissernes Ø" er optaget, og den har mine drenge og jeg set en del gange, da de var mindre.





Billeder fra 'Fort Christiansværn'

Efter en uge på St. Croix gik turen videre til St. Thomas ~ med vandflyver. Det var en stor oplevelse for os alle. Der er en helt fænomenal udsigt ogver øerne og det turkise vand. Og lidt sjovt at lette og lande på vandet.
Fra man gik i land på St. Thomas, mærkede man straks, at St. Thomas var mere travl og støjende end St. Croix, hvor mottoet virkelig er 'No Stress' :-)
I taxi gik det videre ud til det hotel, vi havde booket hjemmefra, som lå i utrolig smukke omgivelser og direkte til vandet, hvor vi både kunne bade og snorkle, men desværre langt fra forretninger og spisesteder, hvilket ikke var så smart med min mor, der ikke er så godt gående. Men vi fandt ud af at leje en bil hele ugen, og det var vi super glade for.

Udsigt fra vores hotel

På St. Thomas kørte vi også en del rundt ~ her var bjergene endnu højere, og udsigten til diverse bugter og hvide sandstrande med det smukkeste turkise vand var bare WOOOWWWWW........ :-)


L
Udsigten fra nogle af bjergene ~ øverste billede er Charlotte Amalie set oppefra :-)

Vi badede også ved en del af strandende. Ved Coki Beach var der HELT fantastisk at snorkle ~ selv inde på lavt vand, hvor man kunne bunde, svømmede fisk i alle mulige farver og former rundt omkring én. Der var derfor også meget befolket med turister, der naturligvis også ville have den fantastiske oplevelse med sig, men det glemte man hurtigt ved synet af de flotte fisk.

3 snorkeldrenge :-)

Mine søde forældre :-) Min mor måtte desværre en tur på hospitalet på ferien med et skadet ben, men slap heldigvis 'billigt' :-)

En dag tog vi bilfærgen ud til den tredje af de tidligere danske øer, St. John, og her var vi ude at bade (og snorkle lidt) ved Trunk Bay, som ofte er på Top 10 lister over verdens bedste strande i rejsemagasiner. Vi var også ude at se ruinerne af den gamle sukkermølle og plantage, Annaberg, og her fik vi også lov til at smage lokale bær fra skoven og sukkerrør..........herudover en lille smagsprøve i det gamle køkken på øernes specialitet Johnny Cakes.

Annaberg

Charlotte Amalie er St. Thomas' hovedstad, og her er en livlig aktivitet. I havnen ligger der konstant kæmpe store krydstogtskibe, og butikkerne er meget afhængige af de mange tusind gæster fra skibene, der går i land for at shoppe.
I Charlotte Amalie har mange af gaderne også danske navne, som Dronningens Gade, Kronprindsens Gade, Strandgade mm.


Efter en uge på St. Thomas tog vi, den 6. januar 2017, et minifly (kun plads til 10 personer inkl. piloten :-) ) tilbage til St. Croix. Herfra skulle vi videre hjem til Danmark i et noget større fly. Igen var det en fantastisk oplevelse at se øerne og havet oppe fra det lille fly, hvor man flyver meget lavt henover havet og landskaberne.

Mini-fly:-)

Vi var på øerne både Juleaften og Nytårsaften ~ de gør en hel del ud af at pynte op med julepynt rundt omkring på øen ~ på restauranter, butikker og på hotellerne, men Nytår mærkede vi ikke meget til, andet en de venlige mennesker, der bor på øen hilste på os og sagde "Happy New Year". Der var også lidt fyrværkeri på et hotel der lå lige ved siden af vores, og hvor et dansk rejsebureau blandt andet havde en del gæster boende. Men ellers tror jeg ikke, de fejrer Nytår med fyrværkeri, som vi gør i Danmark.

Juletræ på fortet i Frederikssted:-)

Der er i øvrigt et enormt imødekommende og hjælpsomt folkfærd på øerne. De hilser, smiler, hjælper med åbent sind, hvis de mærker, at man feks har brug for hjælp. Det kunne vi godt lære meget af i Danmark, talte vi om mange gange undervejs på ferien :-)

Alt i alt en RIGTIG dejlig oplevelsesrejse for os alle :-)

Tak fordi du læste / kiggede med   ~   Solskinshilsner fra Gitte & co.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar